Whale Island
Annett og Jacob havde fortalt at de skulle ud på Whale Island. De refererede og snakkede om den, som en næsten mytisk ø. Ok, måske ikke mytisk, men de fik solgt det så godt, at vi følte det var en oplevelse vi ikke ville gå glip af. Så vi bestilte, og var nu på vej dertil.
Vi havde bestilt pick up i lufthavnen, han stod og ventede og vi kørte derefter mod Whale Island.
Efter 5 minutter skulle Kirstine på toilettet. Vi prøvede forgæves at få den flinke chauffør til at stoppe, og det endte med at han ringede til hotellet som så skulle oversætte "toilet" til vietnamesisk. Puha, allerede der var jeg lidt udfordret, men han stoppede i vejsiden, men så kunne den unge dame ikke alligevel. Dette gentog sig så en gang mere hvor vi fik revet rattet ud af hånden på chaufføren og drejet ind på et hotel, efter han endnu en gang havde talt med vores hotel som havde oversat for ham. Denne gang var der heller ikke bid!. Og så gik det over, og vi kunne fortsætte vores tur mod Whale Island.
Inden vi var kørt fra lufthavnen havde vi fået "tanket" ungerne op med lidt chicken nuggets fra Burger King, så de burde være fodret af. Atter en gang havde vi ikke læst grundigt nok på lektien, for vi kørte, kørte og kørte. Det blev mørkt. Vi kørte, nu endnu længere væk fra alting og endnu hurtigere ud af nogle meget meget små veje.
Pludselig stoppede han ved stranden, og så var vi ved den bådplads hvor vores næste "ride" var. En fin båd, der tog os til øen. Det var bælgmørkt og man kunne kun se lidt enkelt lys på kysterne her og der.
Vi ramte øen, trætte, sultne og bare godt udmattede. Det var nu 12 timer siden vi havde forladt Mekong deltaet. 2 timer i bil, 2 timer venten, 2 timer fly, 3 timer kørsel og lidt spild tid ind imellem. Vi fik vores bungalow, herefter lidt mad og så i seng. Da de to små var faldet i søvn og alt var stille i bungalowen kunne vi rigtig fornemme en kriblen og krablen udenfor. Det puslede under bungalowen, på taget og vi krydsede fingre for at diverse kryb ikke kunne komme ind til os under myggenettene.
Næste morgen vågnede vi, og var meget spændte på hvad det var for et sted vi var kommet til. Vi havde ingen anelse om hvad der ventede os, men jeg tror vi alle havde på fornemmelsen at det var fedt.
Vi gik over mod restauranten, vi boede længst væk på stranden, så det var 500m af en super smuk promenade lige ned til det helt klare vand, hvor fiskene piskede rundt. Det var det vildeste, og smukkeste sted. Morgenmaden var god, og der var en del vi kunne vælge imellem. Samtidig med at ingen kiggede os over skuldrene eller stillede spørgsmål til hvorfor vi ikke spiste noget. :)
Whale Island er et resort lignende sted, men som er mere et ecolodge end noget andet. Man kan næsten intet købe på øen, og hver morgen bliver dagens frokost og aftensmenu skrevet på en sort tavle.
Og det er hvad der er, take it or leave it.
Selvom ungerne og jeg var trætte af nudler, ris osv var dette et frisk pust på den kolonariske oplevelse.
Som sagt er Whale Island en fantastisk perle, der er intet at lave udover at bade, snorkle, sejle kajak og SUP samt spise. Og det var lige præcis det vi og ungerne havde brug for. Vi fik bygget sandslotte, dæmninger og bare slappet godt af i de 2 dage vi var der.
Som så mange andre, lidt remote lokationer, dukker der danskere op eller er der danskere i forvejen. Og selvfølgelig kom der en knægt på Johans alder med sin mor, Otto og Marie. Dem fik vi hængt godt ud med. Efter halvanden måned på farten kan det mærkes på både Johan og Kirstine at hvis der er en mulighed for at lege med andre børn, så tager de den med det samme og så ser vi dem ikke før de segner af træthed. Det er så fedt at se hvordan de blender sammen med ungerne. Kirstine prøver så godt som hun kan at hænge på de store drenge. Det klarer hun også ganske udmærket.
Men hvis i kommer nær Nah Trang i Vietnam, så book et ophold herude... det er helt fantastisk!
Desværre går 3 dage alt for hurtigt. Men nu var batterierne også ladet op igen, og vi var parate til et par gode dage med rejseri, hygge og ikke mindst Australien! Men næste stop er Nah Trang.