Tilbage på Bali, de sidste dage
Efter at være taget fra Gili T, landede vi i Amed på Bali. Lidt uden for Amed havde vi booket en bungalow i flot balinesisk stil, lige ned til stranden. Vi ankom til vores bungalow tidligt på eftermiddagen og blev indlogeret. Rejsedage tager bare på ungerne om det så er et par timer eller 12 timer i streg. Det med at skifte lokation bruger de meget energi på, dog væsentligt mindre end da vi startede vores tur. Så eftermiddagen blev brugt på lidt let frokost og derefter leg ved poolen, mens Malene var ude og snorkle og se hvad der kunne opleves derude.
Næste morgen vågnede vi til bølgebrus og solskin. Vi havde aftalt med en af de lokale gutter på stranden, at han skulle tage os på en snorkeltur til et japansk vrag fra 2. verdenskrig. Vi mødtes med ham kl 9 og tog afsted. Desværre var sigtbarheden ikke så god og vi følte efterhånden at vi havde set de fleste fisk her allerede, luksus problem, men ikke desto mindre var det en fin lille tur og et godt afbræk på dagen. Herefter var der mere afslapning på terassen og ved poolen, og både Malene og Christian fik snorklet ud fra stranden. Skønne afslappende dage på skønne Bali.
Vi tog afsted fra Coral View Villas i Amed om morgenen og skulle mod Seminyak som ligger ikke så langt fra lufthavnen. Atter en gang har vi flottet os og lejet en villa, nu med privat pool. Og det er fantastisk. Vi nyder det, ungerne nyder det. Dog har vi lidt noia på ift. poolen, og der blev lavet et hav af aftaler med ungerne og os selv om, hvad man må og ikke må omkring poolen.
Ved Seminyak ligger der også nogle gode surfstrande og når vi nu har bevæget os lidt i surf miljøet i Australien, var det jo oplagt at tage til stranden og se om der var nogle gode waves. Vi hyrede en taxa og kørte afsted med ungerne, lejede et par solstole og et surfboard og ud i bølgen blå med Christian. Virkelig store bølger men det havde dog sat sig fast de 2 timers undervisning fra Noosa Heads. Boardet blev leveret videre til Malene, som efter ganske få forsøg var oppe og stå på boardet midt i en kæmpebølge. Vi kalder os nu officielt en surfer familie;)
Ellers er det meste af tiden her, gået med shopping af de sidste ting vi "manglede". Den sidste dag blev efter stranden nydt med masser af pooltid og afslapning.
Man kan mærke på ungerne, at det er ved at være tid til at vende snuden hjem. Dels er vi begyndt at nævne det mere og mere, men de er også mættede. Som i HELT mættede. Ting der var sjov for et par uger siden er absolut ikke længere sjovt og hvis dagen kunne gå med at sidde i poolen eller med ipad'en så ville det være lykken. Det fungerede godt med at leje en villa, da det skaber go ro omkring ungerne og vi spise f.eks. hjemme hver aften. Malene var derimod mere presset, da Christian havde haft et aftenbesøg af en rotte!!
Vi er nu nået til sidste stop og denne post bliver skrevet i Singapore. Her har vi nået at være i Singapore Zoo og set en lille smule af byen.
Ungerne er parate til at vende snuden hjem, Kirstine skal starte i børnehave igen på næste mandag og Johan starter på fritidshjem d. 2. Maj. Uanfægtet af hvad vi har sagt og følt, så sagde Johan i taxien idag på vej hjem fra byen, at det føltes mærkeligt i hjertet at skulle hjem. Han både glædede sig men synes også det havde været en dejlig tur.
Vores 2 sveskebasser er blevet så store på vores tur. Johan svømmer nu uden badevinger, noget som han selv har bygget op ved at have vores tillid til at kunne administrere det, selvfølgelig med os ved hans side. Kirstine er blevet den vildeste vandhund, hopper i, svømmer rundt og dykker som vi ikke havde regnet med. Det er to seje unger der kommer hjem til Danmark og vi er pavestolte over den måde de har rejst med os på. De har været omstillingsparate og med alle de ting vi har oplevet og de "change of scenes" de har været igennem har de været fantastiske.
En anden vild ting. Der har ikke været noget som helst sygdom i de 4 måneder. Der har måske været lidt ondt i maven eller lidt solmættethed. Men vi har ikke på et tidspunkt haft en aflyst tur eller rejsedag pga sygdom. Det havde vi ikke regnet med.
Vi er SÅ glade for at i har fulgt os på vores eventyr. Tak for alle jeres kommentarer og alle jeres dejlige ord vi har fået med på vejen. Det har været fantastisk med jeres feedback. Nu tager vi i lufthavnen om et par timer og lander i København mandag morgen ca kl 9.
Kirstine, Johan, Malene og Christian