Hue, Da Nang og The Golden Bridge

Vi landede i Hue efter de 14 timer i tog, ganske friske. Vi fandt hurtigt en taxa og kørte derefter til hotellet. Klokken var ikke mere end 11 og vi havde hele dagen foran os. Vi gik afsted for at få noget frokost og landede på Madam Thu hvor vi fik noget lækkert mad i form sommerruller og vietnamesiske pandekager. Derefter gik vi på mini opdagelse i Hue, det blev en kort fornøjelse, da vejret var knap så spændende. Det endte med vi satte os ned ved Parfume Floden (som er navngivet forkert) og spiste Pringles, sagde nej til utrolig mange bådture, så frøer og nød at vi var landet et nyt sted.
Vi tullede derefter hjemad mod hotellet hvor resten af eftermiddagen blev brugt på at Skype hjem og lande i de nye omgivelser.
Søde Kirstine var under hårdt angreb på vores ellers skønne hotel. INGEN på hotellet kunne lade den lille smuksak være i fred. Rengøringspersonalet fik foreviget hende på video, damerne i lobbyen fik vinket til hende hver gang hun kiggede på dem. Vi har lært hende at hun skal sige No thank you, hvis det bliver for meget for hende. Problemet med dette er at der er ingen asiater der tilsynladende forstår det som et nej tak til at blive rørt, nevet i kinderne, kysset på hånden, rørt i håret eller andet nærvær. Hun tager det ellers ganske flot og i starten blev hun ked, men den meget opmærksomhed har gjort hende stærkere og mindre modtagelig mod det. Selvom det til tider stadig kan blive for meget.

Næste dag var vi klar til den store tur i Hue. Vi skulle se den forbudte by og gå rundt og nyde den forårsagtige stemning. Men da vi slog gardinerne for, stod det ned i stænger. Pyt med det, det var jo relativt varmt og lidt dråber plejer ikke at slå nogen ud. Sa da vi havde spist morgenmad, drog vi afsted mod den forbudte by. Som de praktiske mennesker vi er havde vi selvfølgelig puttet ungerne i en jakke, korte bukser og sko, for derefter at beslutte at gå ind til den forbudte by.
Denne dag var så også dagen hvor det vietnamesiske folk køber guldfisk, for så at sætte dem ud i søer, floder og hvad der ellers er lidt vand i. Så vi så akvarier med MANGE guldfisk overalt og folk der kom kørende på scootere med guldfisk i poser overalt. Lidt et særsyn og lidt tosset i vores optik, Men det var i dag at de skulle sættes fri.

Vi nåede efter en lang gåtur frem til den forbudte by og lige udenfor lå en kaffebar hvor vi gjorde dagens første stop. De voksne parlamenterede længe udenfor i regnen om det egentlig var super smart det der var foregået. Imens stod der to små blonde børn og klaprede tænder. Det blev besluttet at nu var vi gået helt herind så blev vi herinde... og heldigvis kan man købe lidt billigt regntøj hos de forskellige boder rundt om, så det fik vi pakket ungerne i og så fortsatte vi ind i den forbudte by, våde men i noget bedre humør.

Det første man støder på når man kommer ind i den forbudte by er de store voldgraver der omkranser byen, og heri er der kæmpe karper, og dem kan man selvfølgelig fodre. Der blev brugt en del penge på fiskefoder og snakket en hel del om disse kæmpe fisk og ligepludselig var det at vi var lidt våde og klamme glemt og vi kunne nyde den forbudte by. Dog desværre i regnvejr. Vi var begge enige om at det må have været den flotteste tur i solskin. Men det blev ikke denne gang. Efter lidt frokost (kl 15 selvfølgelig) gik de to seje børn hele vejen hjem og det blev i alt til 11 km den dag.

Efter aftensmaden var det blevet tid til lidt dessert, det synes vi trods alt at vores brave unger havde fortjent. og utroligt men sandt, så lå der en Baskin Robbins på vej tilbage til hotellet. (Baskin Robbins is er ikke noget specielt, det er bare god almindelig "vestlig" is). Så her fik vi alle tanket depoterne op, med lidt cookie dough, mint chocolate, blueberry og strawberry cheesecake is.!!

Nu havde vi set hoved attraktionen i Hue og vi havde læst på Tripadvisor om et tempel, Huyen Tran Princess Temple, lidt uden for byen som skulle være ret fantastisk.
Så vi prajede en taxa, og fik med hjælp fra nogle lokale gutter fortalt taxa chaufføren, hvor han skulle køre hen, at han skulle vente på os derude og hvad det ca ville koste. Alt var klart og vi kørte og kørte og kørte, så bakkede vi lidt, spurgte nogle lokale, så vendte vi om og kørte lidt videre. Vi havde læst flere steder at folk havde haft kørt forgæves 2-3 gange før de nåede frem til templet. Men ligepludselig... så var vi der... Stor parkeringsplads, INGEN biler, INGEN mennesker. Helt stille... Fantastisk....
Templet var som sådan et relativt almindeligt tempel, men det der gør det lidt sjovt, er at på toppen af en relativ stejl bakke/skråning, er der en kæmpe klokke man kan ringe på og som kan høres langt væk. Vi begav os på vej derop og efter at have talt til utrolig mange, nåede vi toppen og klokken alle 4 mand... gående! SÅ sejt at de små.
Vi ringede allesamen på den store klokke og ønskede. Herefter var det snack tid og så begyndte turen nedad. Det regnede ikke, men det var lidt fugtigt i vejret og der var godt glat så turen nedad blev taget i et stille og roligt tempo, så alle mand kom helt ned. Udenfor holdt vores taxa stadig og ventede på os og vi blev kørt hjem en stor oplevelse rigere!
Dette tempel, den stejle trappe derop, klokken, udsigten og det hele var helt bestemt et besøg værd...

Aftensmaden blev googlet og vi fandt et italiensk sted der havde fået en fin rating. Maden blev bestilt, der kom mad til Malene, der kom mad til ungerne, og da alle mand havde spist sad Christian stadig og ventede på sin. Det skal siges, at under bestillingen fik vi ændret lidt her og der, hvilket resulterede i dobbeltportioner til ungerne, som vi heldigvis fik sendt tilbage til køkkenet uden beregning. Vi hev fat i vores tjener som tjekkede med køkkenet og minsandten var min aftensmad ikke blevet bestilt men den var liiiiiiiige på trapperne. Vi takkede ned til maden og bad om regningen hvorefter diverse overtjenere og hvad der ellers var kom over og undskyldte. Det endte med at vi fik stor rabat på maden og en sulten Christian. :).

Det blev afresjsedag og vi havde bestilt en bil til Da Nang, som først skulle køre os til to flotte gravsteder og derefter over Hai Van passet videre til Da Nang.

I Da Nang boede vi på et hotel midt i byen og stoppet her var begrundet med at vi gerne ville se The Golden Bridge i Ba Na Hills.
Vi landede og spiste aftensmad på et super lækkert sted, The Central Market. Et backpacker sted. Og derefter hjem og sove.
Næste dag skulle vi igen på farten, og The Golden Bridge skulle ses, på vej mod vores stop for denne dag i Hoi An. The Golden Bridge blev åbnet sidste år og der er ikke skrevet så meget om den endnu. Det der gør den så speciel og flot er at den er 1400 meter over vandoverfladen og det er to hænder der holder den. Det er det man kan læse diverse steder.
Det man IKKE kan læse er at det er en lille bitte del af et kæmpe forlystelseskompleks/rekvisit, Sunworld. Formålet med broen er at forbinde to "ski" lifte sammen med den blomster have man kommer op i. Her må Lonely Planet godt opdatere deres bog asap ;).
Vi kommer i liften og bliver fragtet op i 1400 meters højde, hvilket i sig selv er en kæmpeoplevelse for to små unger, og det var en fantastisk udsigt. Oppe på toppen kommer vi så ud til denne flotte bro, og man håbede man kunne gå blandt en masse andre mennesker, men der buldrer mega høj musik, ud af nogle højttalere, til ingen verdens nytte. Umiddelbart er det dog kun os der synes det er rimelig malplaceret :).
Men hænderne, broen og udsigten er usandsynligt flot lavet. Det er super flot.
Man kommer så videre til en kæmpekulisse der skulle minde en om en fransk landsby. Vi tog den første lift ned. Nogen kan lide denne type forlystelsespark, vi er ikke dem :). Klokken var nu henad 14 tiden og i kan næsten gætte hvad vi ikke havde fået endnu... Nemlig ... frokost. Vi mente at vi havde set noget mad nede hvor man kommer ind i dette forlystelsesland. Surprise, det havde vi ikke. Ungerne fik en pølse hver og det var vist så det. Med rumlende maver ringede vi efter vores chauffør der holdt parkeret på den store parkeringsplads, og 5 minutter efter var vi i bilen og på vej til Hoi An.
Man skulle tro vi snart havde lært lektien med den frokost... Men nej...